At flyve lavt over is
Historien foregår på Lolland tilbage i starten af 1990’erne hvor Kærn er startet på Akademiet og nu søger stilhed til fordybelse på landet. Det er Simone Aaberg Kærn, der fortæller. Hun er kørt fra København og skal nu gå en lang tur af diget fra Rødbyhavn til sommerhusene langt ude ved Lille Brundrag.
Der er lavt til loftet i dag: skyerne ligger som et flat gråt tag fra horisont til horisont. Billedet er 16:9, monokromt gråt uden mange kontraster. Isskruninger tårner sig kaotisk op ad molesten. Bag isskruningerne ligger havet frossent og glat som en skøjtebane, indtil fokus forsvinder mod horisonten, og isen brydes af sejlrenden som mælkeskum på en 3-årigs overlæbe. En færge skærer sejlrende i en ret vinkel og kæmper sig møjsommeligt frem gennem isbrokker indhyllet i hvid dis. Baggrunden er næsten forsvundet i grå intethed, det europæsiske kontinent elimineret i iståge. Jeg står tanketom på digekronen og skuer ud over et forfrossent Femern Bælt. Færgens dunken forstærkes hoppende på havets kolde trommehinde.
Hvor luften i storbyen for et par timer siden var smogfyldt klæbende, suger mit åndedrag her iskrystaller ind og spyr dem imod lyserøde og sarte alveoler i de yderste forgreninger af mine lunger. Smerten pumper adrenalin ud i blodbanen, – eyes wide open.
Mit hjerte dunker med færgen, som det for lidt siden dunkede med togets metalhjul mod koldforkortede stålskinner: rytmen af rejse ud af byen ind i sindet og sindet ud over det pandekageflade land. Mine fødder har for længst mistet kontakten til pulversneen, og jeg trækker ikke længere spor. Jeg dykker ned langs digekronen og ud over isskruningerne, flyver helt lavt over isen. Piiooongggg! en isrevne sprænger som en stålwire i forvejen ud, ud mod færgen, det eneste liv her omkring. Piuuuung, plonk! isen synger, knækker og arbejder højere og mere gennemtrængende, efterhånden som jeg kommer tættere på skibet. Som om svingningerne fra skibets skrue forplanter sig i isen og skaber iskoncerten. Den sorte skibside tårner sig larmende op foran mig, et bjergmassiv. Et skarpt sving, så flyver jeg parallelt med skibet i sejlretningen, lige over den boblende, tumlende, mosende grødis i sejlrenden. Så trækker jeg op langs stævnen; drejer kroppen i luften og skruer mig om på den anden side af skibet. En solstråle har boret sig igennem skydækket som et varmt følgespot, der giver farve. Rød trøje; et barn ser ud af vinduet i færgens cafeteria. ”FÆRGEN ER I HAVN OM FÅ MINUTTER…” skratter højtaleren, en mor taber en overfyldt bakke: kopper og papir og væltet cola, frosset i tid, -midt air. Så varmer tiden op igen og livet summer varmt om færgens paniske familier, der strømmer som skoldede myrer mod biler og busser på skibets bildæk. Jeg svinger mig rundt agter og mod øst og væk fra mit farvede følgespot; ind i den grå isverden. Jeg lægger livet på færgen og larmen i byen bag mig for at møde digekronens lige streg. En grafisk streg lige ud i stilheden.
Fuglene må være frosset ihjel? Stilheden knager i mine knogler, og rygsækken er tung nu. Mine bukser ender i slidte blå snemanchetter med forvitrede lynlåse bagpå og et lille skørt ud over mine vandrestøvler, -så sneen ikke kommer ind. Snemanchetterne er et levn fra familiens skiture til Norge, da vi kun var 3. Jeg har vanter og hue, og alt slutter tæt, så kun ansigtet er eksponeret for kulden. Men jeg kan ikke lukke stilheden ude. Og det er den, jeg vil møde. Allerede et par kilometer ude på diget kan jeg mærke, at den vil æde mig. Jeg, der frygter ensomheden. Jeg, der lever bedst på en banegård, har fundet på, at jeg skal prøve, at være solitude, den kreative proces, at være alene med sig selv i ødemarken.
Diget vil ingen ende tage. Mine gamle tanker ligger som aflange forfrosne bylter kilometer efter mig på digets skrå sider. De overlevendes march fra Stalingrad. Ikke mange overlever. Til sidst er der kun en streg, den jeg går på, og så horisonten, som skærer min streg vinkelret. IIIIiiiingggg! Hård blyant på gråt papir. Med en enkelt målpind i hvidt: fyret.
Simone Aaberg Kærn